Smartlog v3 » Susanne
Opret egen blog | Næste blog »

Susanne

-seduce my brain, and get the rest for free!

Lidt har også ret

20. Apr 2008 19:23, Susses hule

Det her lyder helt åndssvagt - men for mig er det "store ting" - idag har jeg hørt radio for første gang i månedsvis - jeg har færdiggjort en bog for første gang i månedsvis - jeg har vasket mit køkkengulv efter at det har trængt længe - jeg har skrevet her ;-) (2 gange endda), jeg har - haft en følelse af at være glad og haft energi - for første gang i månedsvis. Jaja, det gik hurtigt over igen - men lidt har også ret ;-)

 

Forberedelse

20. Apr 2008 14:11, Susses hule

Årets tur til Skagen nærmer sig. Den var lagt strategisk efter pinse, fordi det passede med, at min mors behandlinger ville være overstået, og jeg tænkte, at jeg så nok kunne trænge til lidt luftforandring! Det kom jo så til at holde stik - men på en lidt anden måde end planlagt.

Så turen iår kommer til at stå i følelsernes og eftertankens tegn. Der er nogle ting jeg skal have taget stilling til - og nogle følelser jeg skal have givet mig selv lov til at gennemleve. Det lader sig svært gøre herhjemme, hvor hverdagen har det med at fylde det meste.

Jeg er træt som et alderdomshjem for det meste - ihvertfald de dage, jeg har været på arbejde. Ikke fordi det egentlig er specielt hårdt og trættende, men det tærer på mine kræfter at skulle forholde mig til job og mennesker. Jeg trænger til at være i fred! Jeg trænger til ikke at have pligter, til at ingen har forventninger til mig. Jeg trænger til at sætte mig i et hjørne under min dyne og tænke, føle og mindes, til jeg får min energi tilbage. Men jeg er pligtopfyldende og opdraget til, at man passer sit arbejde - så det gør jeg. Derfor glæder jeg mig som jeg aldrig har glædet mig før, til at sætte mig i toget nordpå - og selvom det kun bliver 5 dage denne gang, så er jeg sikker på, de giver mig bare en smule af den ro, jeg trænger til.

Hvad der skal ske bagefter ved jeg ikke. Ikke andet, end at der skal ske NOGET. Situationen som den er i øjeblikket, er uholdbar og skriger på forandring. Men som en klog bekendt engang sagde: "man kan ikke rydde op i alle skufferne på een gang" - så det bliver eet skridt ad gangen.

Foreløbig vil jeg se at få bestilt tog-billetten ;-)

Eftertanke

16. Mar 2008 12:07, Susses hule

Tiden går stille og roligt. Jeg har det godt. Underligt nok. Er begyndt på jobbet igen - første dag var kaos - dels på grund af arbejdsopgaver, dels fordi det bare blev SÅ synligt for mig, hvor ikke-fokuseret jeg har været siden september. Jeg trænger til at fokusere ind i jobbet igen. Heldigvis var det kun første dag - torsdag-fredag og de 3 arbejdsdage i næste uge har jeg for mig selv i fred og ro.

Kollegerne er - og har været - fantastiske. Ægte medlevende og medfølende hele vejen - også nu her bagefter. Men det er også med til at rippe op i det hele hver gang en ny spørger til det - det skal jeg bare igennem. Måske er det for tidligt, jeg er startet - alle siger, at "bare vent, der kommer pludselig en voldsom reaktion". Det tror jeg faktisk ikke.

Men de stille tanker og savnet er begyndt. Det lille prik i øjet, når en tåre trænger sig på på de mest uventede tidspunkter. Idag har jeg pottet 3 små stiklinger, min mor har lavet til mig, og som jeg snuppede fra hendes køkkenvindue i tirsdags, da min søster og jeg var hjemme og kigge på de 2 første bunker, hendes mand havde samlet til os. Jeg er ekspert i at slå potteplanter ihjel - der er vistnok noget om at de skal have vand? - men de her 3 vil jeg forsøge at få til at holde lidt længere end normalt.

Sidste weekend fyldte jeg med socialt samvær med gode veninder - den her weekend har jeg brug for fred og ro med mig selv. Jeg er stadig træt som et helt alderdomshjem - kan sove hele tiden..... og jeg synes alting tager mig dobbelt så lang tid som det plejer. Men det får det så lov til - jeg har ikke travlt.

Det har været 2 år med den ene "krise" efter den anden - mislykket jobskift, nyt job, endelig "skilsmisse", min nieces kræftsygdom, min fars kones død, og til sidst min mors sygdom og død - altsammen indenfor de sidste 24 måneder. Nu vil jeg meget gerne have 24 måneder uden den store dramatik, tak! ;-)

 

Livet går videre

7. Mar 2008 22:07, Susses hule

Det blev en utrolig god dag, alt taget i betragtning. Bisættelsen af min mor blev fuldstændig så smuk og værdig, som jeg havde ønsket det. Det var lykkedes os, præsten og jeg, at skrue et "program" sammen, der både respekterede min mors baggrund og samtidig rummede de mange mennesker, der kom for at vise hende ære og os deltagelse.

Jeg læste mindeordene, som jeg selv havde skrevet. Jeg havde været lidt nervøs for, om jeg kunne - men det kunne jeg, højt, klart og tydeligt. Fordi jeg ville. Min søster havde frygtet det øjeblik, hun var sikker på, det var der, det ville blive for hårdt - men også hun kunne være i det, fordi det var det rigtige at gøre. Min mors bror græd bagefter og takkede mig så inderligt, at jeg VED, at vi gjorde det præcis som det skulle være. Den smukkeste, mest personlige og værdige bisættelse, han nogensinde havde overværet. De ord glæder mig, det var min sidste gave til min mor.

Alt ialt blev det en god dag - vi græd af sorg, men smilede i erindring og minder. Sådan skal det være.

Idag var jeg ovre og se på alle blomsterne - og tage en sidste, lille privat snak med min mor. Det gjorde godt. Livet går videre. Det skal det, og efter i går kan det.

 

 

Den sidste dag

6. Mar 2008 09:31, Susses hule

Alting er ordnet og klar. Der er ikke flere telefoner, jeg absolut SKAL nå. Ikke flere aftaler og ærinder. Det eneste jeg skal er at gøre mig selv klar.

Jeg har det stadig godt i maven. Så jeg tror godt, jeg kan læse de ord, jeg har skrevet om min mor. Ellers tager præsten, som samtidig er et elsket familiemedlem, over. Men jeg VIL helst selv. For det er mine ord om MIN mor - VORES mor, for det er også på mine søskendes vegne.

I sådanne situationer bliver jeg utroligt meget storesøster. Min søster er et vrag i disse dage, og om hun overhovedet kommer igennem i eftermiddag kan jeg have min frygt for. Min bror er en knude, han har sine egne tanker at tumle med i forhold til vores mor - selvom selvbebrejdelser ikke fører nogen vegne, så er der ingen tvivl om at de martrer ham. Men det er for sent - man skal tage sig af mennesker mens de lever! Og storesøster - ja hun jonglerer med det hele, ordner og ordner og snakker og ordner. Peter, bedemanden, foreslog mig i job i diplomatiet, sådan som jeg fik navigeret både min mors mand, mine søskende og præsten på plads, så alle blev tilfredse.

Det tidspunkt jeg gruer mest for, er egentlig når det hele er overstået i eftermiddag, og jeg kommer hjem til mig selv. Jeg har overvejet at invitere de allernærmeste med hjem, jeg bor lige ved siden af hvor efterarrangementet skal holdes, men det har jeg droppet. For det nytter ikke noget at have stuen fuld af gæster, hvis jeg har allermest lyst til at krybe under dynen. Men på et eller andet tidspunkt, så skal jeg jo hjem - i freden og stilheden. Og jeg tror, det er der det "rammer" mig. Men så må det gøre det.

Foreløbig handler det om at give min mor det smukkeste og mest personlige farvel vi kan. Det ser jeg frem til, på sin vis. Det er det mindste vi kan gøre. Så må vi selv komme i 2. række.

 

Her blev stille....

5. Mar 2008 11:06, Susses hule

Både her og i det hele taget.

Min mor døde forleden. Det var overraskende og så alligevel ikke. Jeg vidste jo, hun var syg - og også at det var alvorligt. Og hun var ikke god til at være syg!

Nu har hun fred - og jeg "ordner". I første omgang bisættelse og alle dem, der skal have besked, og skrive mindeord, og praktiske ting iøvrigt.

Men jeg har en god følelse i maven, hvis man kan have det. Min mor - og hendes mand og vi børn - er blevet sparet for meget. Det gik hurtigt og forholdsvis smertefrit, da det endelig skete. Og den sidste tid - som vi ikke vidste, var den sidste tid - har været god. Jeg har været hos hende al min fritid den sidste uge - vi har haft det godt, vi har ikke vidst, at det var det sidste, så det var ikke sørgeligt. Og min mors sidste dag og aften, var alt i alt en rigtig god dag/aften.

 Men puha - det sidste halve år har været hårdt. Jeg er træt i mit hoved, og trænger til at slappe af og ingen forpligtelser have. Jeg er sygemeldt fra jobbet - og kan lige nu ikke forholde mig til, hvornår jeg starter igen. I næste uge, sandsynligvis. 

Alt går stille og roligt - jeg skal have ro omkring mig. Men jeg har det godt - jeg sover godt om natten, jeg ved jeg har været der og gjort alt hvad jeg kunne - og selvom det var mig der her til sidst måtte træffe en vanskelig beslutning, som MÅSKE har gjort en forskel, så tror jeg på, jeg traf den rigtige beslutning - at holde min mor hjemme og påtage mig "ansvaret". For det var det hun ville - og det betød, at hun slap for hospital. Hun døde i sin egen seng, hurtigt, jeg tror knap hun selv nåede at opfatte hvad der skete. Det må være en "drømmedød" for alle - og for alle pårørende, når det første chok lægger sig.

 Det er det vi holder fast i nu......

Overskriften på livet i vores familie er, at livet skal leves af og for de levende. I respekt og kærlighed for de døde. Livet GÅR videre - solen skinner, nogle timer efter at min mor var død, fik vi besked om at familien har fået en ny lille pige - en adoption af en spæd pige er gået i orden, og hun skal "bare" hentes. Min mor nåede at få at vide at det var på vej - det glædede hende. Sådan skal livet være... og døden.

Og nu vil jeg gå i bad....... 

 

 

Jeg sov fra det hele.....

4. Jan 2008 00:08, Susses hule

Jeg har aldrig haft problemer med at falde i søvn, har aldrig lidt af søvnløshed, men har tilgengæld heller aldrig problemer med at vågne om morgenen. Eneste "søvnproblem" jeg sådan set har, er at tiden at sove i bliver alt for kort, når nu jeg bedst kan lide først at gå i seng ved 2-tiden - og har et job, der gerne ser mig helst senest 8.30 næste morgen.....

 Nå, men altså - jeg sover faktisk aldrig over mig. Jeg kan godt være så træt om morgenen, når alarmen vækker mig, at jeg knalder til den og snyder mig til en halv time mere - men decideret sove for længe, det gør jeg aldrig.

Eller...... vågnede imorges og konstaterede at det var begyndt at lysne - altså måtte jeg have sovet lidt længere end til kl. 6, hvor alarmen var sat til. Greb mobilen og forsøgte at tyde de bittesmå tal der viser hvad klokken er - uden at iføre mig brillerne. Syntes bestemt, der stod noget der lignede 9.39 - DET kunne da ikke passe....! Ud af sengen, og ud til et ur med noget større tal - jo, f......, 9.39. Totalt desorienteret - jamen, er det ikke torsdag, skal jeg ikke på job, hvorfor mon de ikke har ringet og checket hvor jeg bliver af???  - Ud i entreen, bemærkede at der stank temmelig kraftigt af det sprøjt, maleren havde behandlet mit træværk på badeværelset med morgenen før - hmmm, det var åbenbart noget værre stærkt noget!

Glemte i min søvndrukne tilstand, at der sådan set ikke aftenen før havde været noget at lugte....

Ud på badeværelset - hvor det gik op for mig, at maleren måtte have været der...... uden at jeg havde hørt ham, hverken låse sig ind eller smække døren efter sig (og den skal have sådan et ekstra hårdt smæk for at låse ordentligt, det ved han godt). Ringede til ham...."øeh, har du været hos mig idag". Han begyndte straks en lang undskyldende forklaring om, hvorfor han ikke var begyndt at male, men kun havde sprøjtet karmen igen.... indtil jeg stoppede ham og fortalte, hvorfor jeg spurgte....

Jeg er stadig ikke kommet mig over, dels at jeg i den grad sov over mig for første gang så langt jeg overhovedet kan huske tilbage - dels at jeg så gør det en dag, hvor jeg har udleveret min nøgle til en vildt fremmed håndværker, og ovenikøbet sover fra, at han både kommer og går...... Det føltes faktisk ikke spor rart at tænke på, at jeg ikke havde registreret noget som helst..... i min lille bitte lejlighed, hvor alle døre går ud mod entreeen, og badeværelsesdøren er lige på den anden side af soveværelsesdøren...!

Og så vil jeg iøvrigt overhovedet ikke komme ind på alle de morsomme jokes, kollegerne kunne om mit håndværkerbesøg mens jeg "sov over mig"! ;-)

 

 

 

 

 

 

Årets første dag

1. Jan 2008 12:44, Susses hule

Igår blev ikke som beregnet - jeg endte med at tilbringe aftenen i ophøjet alene-hed i en afstand af max. 5 meter fra matriklens toiletfaciliteter - bekymret tænkende på den døde kylling, der udgjorde en del af min aftensmad søndag.

Heldigvis er det gået over nu - omend jeg stadig overvejer, om jeg mon kan beholde mad indenborde...... men morgenkaffen er det da lykkedes at få den fulde fornøjelse af.

Og nu er det så en ny dag - og et nyt år. Som startede med den sødeste og meget overraskende erklæring i en indbakke. At betyde en forskel for nogen - det vil jeg gerne meget mere i det kommende år!

Derudover har jeg ikke lavet "en sk.." - jo, gjort lidt rent på badeværelset - fordi det trængte - og fordi der kommer en maler i morgen tidlig (!). Nu kommer turen lige om lidt til klædeskabet i soveværelset - ud ryger en masse gammelt tøj, jeg alligevel aldrig bruger - jeg der dødtræt af ikke at have plads til det, jeg rent faktisk bruger! Så det bliver med MEGET hård hånd...!!!

Jeg nyder i den grad, at i morgen begynder hverdagen igen ;-) - det er hverdage, jeg er bedst til! 

 

 

Årets sidste dag

31. Dec 2007 14:14, Susses hule

Sukker dybt ved tanken. Det har været på både godt og ondt - og langt langt fra den ro, jeg havde brug for for et år siden.

Som det har været de foregående ca. 10 nytår - når jeg tænker over det, forstår jeg egentlig ikke, at jeg ikke for længst er brændt ud. Jeg må være sejere, end jeg selv ville have sat penge på engang ;-).

Nytårsaften for 10 år siden var alle brikker netop faldet på plads, vi havde købt vores drømmehus, et par års privatlivsroderi var overstået, jeg var netop startet nyt job, som også lignede et drømmejob - alt tegnede stille, roligt og godt.....

Nu, ti år senere -  3 jobskifter, 3 flytninger, 1 skilsmisse, 3 gange alvorlig sygdom i familien, 1 dødsfald og et par brændte broer rigere - men også nye bekendt- og venskaber, større selvtillid, større selvindsigt.....  Det eneste der mangler, er vist RO OG STABILITET! For pokker, hvor kunne jeg godt tænke mig at prøve det!

Sidder dog med et lille smil på læben - for jeg er glad, har det godt - og pønser lidt på eventyr....... Så herfra - GODT NYTÅR - af hele hjertet ;-)

 

 

Endelig godt nyt

18. Dec 2007 14:09, Susses hule

Tavsheden her skyldes, at uvisheden er det værste!

I forbindelse med forundersøgelser til evt. ballonudvidelse fik min mor konstateret "noget" på den ene lunge. Det var samtidig med, at regeringens nye plan for behandling af lungekræft var trådt i kræft, så som hospitalet sagde: "regeringen har besluttet, at så skal din hjertebehandling udskydes og du skal overføres til lungeafdelingen".

Det viste sig at være kræft på den ene lunge, desværre med en lille spredning omkring spiserøret - og ud fra en helhedsbetragtning turde de efter moden overvejelse ikke satse på at kunne få det hele med ved operation.

Så min mor røg først i kemo-behandling, som skulle vare indtil jul, og derefter 6 ugers strålebehandling fra midt i januar.

Hvis det altså ikke lige var fordi, hun røg på hospitalet med en blodprop i hjertet, et par timer efter første kemo-behandling. Der lå hun så i 5 dage - heldigvis var blodproppen ikke stor og hjertet havde ikke taget skade.

Alle vurderinger pegede på, at blodproppen skyldtes det psykiske forløb, min mor var igennem - den type kemo hun fik er ikke kendt for at give risiko for blodpropper. Hun var den eneste, der stædig fastholdt sammenhæng. Desværre fik hun ret - også 2. kemobehandling gav en - dog denne gang endnu mindre - blodprop. Og endnu en uge på hjerteafdelingen. Denne gang dog med udgangspunkt i, at kemobehandlingen skulle tages op til revision.

Den blev aflyst, og i stedet er strålebehandlingen fremrykket til start allerførst i januar. Sidste uge gik med forundersøgelser/scanning - og idag har vi så været ude for at få resultatet af den. Desværre fik de på et tidspunkt for en uges tid siden formuleret sig, så min mor hørte "det værst tænkelige" - og - sortseer som hun dog indrømmer, hun kan være - ikke nok så mange forsikringer fra min søster, som var med til samtalen, har kunnet overbevise hende om, at det IKKE var det, der blev sagt.

#Det ser jo fint ud", sagde lægen - og næppe havde hun udtalt ordene, før min mor brød sammen af lettelse. Bogstavelig talt. Der er ingen yderligere spredning sket, der er ikke nogen kræftceller at spore andre steder i kroppen, alt er som det hele tiden har været og strålebehandlingen kan gå planmæssigt igang efter nytår.

Der lettede mange sorte skyer. Alt er jo relativt - hun har STADIG kræft i og omkring den ene lunge - men det er blevet et vilkår vi kender. Det er de konstante dagsorden-ændringer, der har været de sidste 4 måneder, som har tæret mest. Som de sagde først i forløbet: Normalt når vi får nye patienter, har de gået i halve år og godt været klar over, at den var gal - med min mor var det anderledes, hendes kræft er opdaget, længe før hun har mærket nogen symptomer. Det er rigtig godt - men på det psykiske plan har det været alt for meget - først at være hjertepatient - så lungepatient - nåeh nej, så hjertepatient igen - så lungepatient - så hjertepatient - og nu lungepatient igen....... Og alt sammen siden starten af september.

Det var første gode nyhed, der kom idag - og de lettelsens tårer, hun græd, er hende vel undt.

 Og nu har jeg så opdaget - at det sgu er jul lige om lidt......?? Hjælp - jeg er endnu engang HÅBLØST bagud ;-)

 

 

 

Forskel

28. Nov 2007 19:37, Susses hule

Min arbejdsplads er igang med store omvæltninger - omstruktureringer og fysisk flytning i et stort kaos. Der kan siges meget for og imod begge dele - men langt hen ad vejen har vi faktisk haft indflydelse på egen placering på både den ene og den anden måde.

En af mine kolleger har åbenlyst valgt forkert - det glade menneske er langsomt blevet indelukket og trist at se og høre på. Det er sådan noget, jeg spotter hurtigt hos mennesker, jeg holder af. Jeg har pirket forsigtigt til hende - uden at hun helt har været klar. Igår sparkede jeg til - og opfordrede hende til at NU måtte hun gå til "bossen" og sige hvordan hun har det. Vi drøftede frem og tilbage - hun er medlem af "de pæne pigers klub" og syntes ikke, hun kunne tillade sig ikke at "give det en chance". Men for pokker - der er forskel på den lille tvivl, og så den åbenlyse fejltagelse som æder op nede fra maven.

Imorges da jeg kom, sad hun inde hos bossen - åbenlyst med forgrædte øjne, men med en lille gnist i blikket. Det havde været en god samtale, og der skal NOK blive fundet en løsning. Senere kom hun glad ud til mig mens jeg stod og ordnede nogle sager, "Tak fordi du sparkede til mig"...... En helt anden person end igår.

 Det er dejligt at gøre en forskel - og det koster nogengange så lidt.... ;-)

 

Navlepilleri

25. Nov 2007 22:07, Susses hule

Hele weekenden er blevet brugt på "navlepilleri". Jeg har været på kursus via min fagforening, et af de kurser der handler om selvindsigt og selvudvikling. Dybest set var det jeg lærte, at jeg egentlig ligger bedre på "skalaen" i mit eget liv, end jeg normalt giver mig selv kredit for. Og det er jo ikke den værste lære at drage.

Hvad der ofte slår mig i den slags situationer, er HVOR tæt man egentlig kan vælge at komme på hinanden, 10-15 totalt fremmede mennesker, der måske aldrig ser hinanden igen. Hvor modigt nogen deler ud af sig selv, sine erfaringer, sine oplevelser. For selv at få igen, men også for at give til andre.

Psykisk er jeg lidt træt i hovedet efter 2 tætte dage - men ikke så træt som jeg havde troet. Jeg fik bekræftet nogle ting, og understreget nogle andre. Overvejende fik jeg slået fast, at jeg gerne må være stolt over, hvad jeg selv har opnået - med mig selv!

De 2 weekender jeg nu har brugt her i efteråret på egoistisk selvoptagethed, er langt mere værd end de kontingentkroner, der er røget den anden vej i årets løb. Så jeg har vist kun grund til at være tilfreds med den her weekend.

Som jeg nu vil afslutte med helt ekstraordinært at udføre et stykke lønarbejde fra hjemmeadressen - der er lige et ansættelsesudvalgsmøde i morgen tidlig, så nu vil jeg gå ind og efter bedste evne granske og sortere i en stak ansøgninger fra mennesker, der har lagt billet ind på at blive min nye kollega. Den tillid kræver en ordentlig behandling.....

 

 

Lidt i limbo

23. Nov 2007 20:17, Susses hule

Jajaja - er her sådan set endnu - selvom det bestemt ikke ser sådan ud.

 Men altså - imellem min mors sygdom, omstruktureringer og flytning på job, almindelig vintertræthed, valgkamp, rod og dovenskab - ja, så er det som om dagene bare er flydt ind og ud mellem hinanden, mens jeg rutinemæssigt gør hvad der SKAL gøres - men heller ikke mere end det.

Så skrive, læse, strikke, gå i byen, - for slet ikke at nævne husarbejde udover det mest nødvendige - bliver det ikke rigtig til i disse måneder. Og det er også bare helt i orden - det næste halve år har allerede i et par måneder været sat ind på "skal bare overstås"-kontoen - så må jul og den slags bl.a. sejle som det bedst kan.

Men nu er kasserne pakket på jobbet, og mandag begynder vi så forfra i nye - gamle - kontorer. Jeg har sådan nogle intentioner om, at når jeg pakker ud - og jeg har faktisk pakket med omtanke - så pakker jeg også på plads på nye måder. Herhjemme har jeg meget lyst til at gøre det samme - bortset fra at jeg ikke har lyst til at flytte - men jeg har seriøst overvejet at pakke 20 flyttekasser og skille mig af med dem! Får det måske gjort lige pludselig!

Bankdamen, det kære væsen, ringede idag. Bare fordi det var så længe siden.....;-). Og ja, jeg havde en mental note til mig selv om, at jeg skulle kontakte hende, efter at hun ringede forgæves i min september-ferie. Men det er sådan noget jeg ikke får gjort - og når nu behovet ikke er presserende, ikk....... Det forstår Gitte så udmærket - hun foreslog lige nogle kvikke omrokeringer af "midlerne" - "gør hvad DU synes, jeg har fuld tillid til dig og ikke plads til at forholde mig til det" - havde ikke lige overvejet at der står nogle hundredtusinde og "flyder" på en forkert konto. Men nu ses vi om 2 måneder - måske jeg til den tid ved, hvad jeg vil ;-)

Foreløbig vil jeg bruge min weekend på et kursus helt for min egen skyld - og lade vasketøj og støv være vasketøj og støv!

Men altså - jeg ER her endnu - og har det godt....... ;-)

 

 

 

På sidelinien uden kontrol

6. Nov 2007 16:14, Susses hule

Er der noget i den her verden, jeg er dårlig til, så er det at stå på sidelinien, når det handler om de mennesker, der betyder noget for mig.

Desværre betyder det også, at jeg synes det er svært at hjælpe min mor, når hun er allermest forvirret. Hun kan ikke altid rumme og lytte og høre og opfatte, så når jeg spørger, hvad der skal ske - kan hun ikke give mig de svar, jeg har brug for for at kunne få ro på. Det handler om kommunikation, om forskellig måde at opfatte på - og så handler det selvfølgelig om forskellen på at være den, der er indeni sygdommen, og den der står udenfor og skal hjælpe.

Samtidig har min mor altid været god til at generere "skyld". Det hele er ØV når det så ender med, at et spørgsmål fra mig, der er tænkt som en hjælp, ender med at blive et stridsspørgsmål vi nærmest skændes om i telefonen. Det har hverken hun eller jeg - men specielt naturligvis slet ikke hun - brug for.

Det er i virkeligheden det sværeste mellem hende og mig - for de ressourcer jeg kan hjælpe hende med, er samtidig dem, der provokerer hende mest. Og det jeg ved jeg kan gøre for hende, er samtidig det der irriterer mig mest, at hun ikke selv gør.

Så nu ligger hun på hospitalet og er ked og deprimeret - og jeg sidder her og er ked og irriteret. En af mine søde kolleger kom ind midt i det hele - og gav et knus og blev og snakkede, indtil mit ansigt igen ændrede sig fra grise-look til "nu kan du godt vise dig offentligt".....

Lige nu kan hele verden rende mig - så det er nok den perfekte sindstilstand til at gå til møde!!!

Jeg lærer ALDRIG ikke at være den, der har kontrol.......

 

Om sygdom, misundelse og magtbegær - bl.a.

6. Nov 2007 07:24, Susses hule

Sidder lige så stille her og forsøger at vågne og forlige mig med tanken om, at om en time sidder jeg i toget på vej til job. Jeg hader at skulle hjemmefra de her mørke morgener.

På forsiden af morgenavisen en historie om, hvordan dødssyge kræftpatienter ligger på gangene på hospitaler i hovedstadsområdet. Min mor er indlagt i øjeblikket. Dog ikke på gangen, men det kunne det jo ligeså godt være.

Til artiklen et billede af en dødssyg lungekræftpatient, der er ved at blive hjulpet i seng af sin datter. Når jeg lige et øjeblik ser bort fra, at jeg ikke bryder mig om at mennesker udstilles på avisforsider på den måde - (omend jeg er sikker på, det er med hendes accept) - så får jeg ondt i maven over, at det måske kan ende med at vær mig og min mor.

Det er godt nok ikke lungekræften, hun er indlagt for - hun fik en blodprop i hjertet i fredags, og venter nu på overførsel til et andet hospital for en ballonudvidelse - men hvis ikke vi havde været heldige at kræften var blevet opdaget ved et tilfælde, og lige præcis sammenfaldende med regeringens nye regler på lungekræftområdet, så kunne det måske om et års tid lige så godt være hende.....

Triste tanker at starte dagen på, ja..... men det har været vilkåret et stykke tid nu, og selv det bliver jo normaltilstand.

Så tankerne er samtidig igang med alt det andet, dagen byder på. Først et personalemøde på jobbet - og passer jeg ikke på, kan det blive endnu et opgør med den smålighed og misundelse, der trives blandt visse af mine kolleger. Igår lod jeg låget ryge og konfronterede direkte tendensen til at få ondt i r.... over andre. Det vinder man ikke popularitetskonkurrencer på.

Senere går turen heldigvis ud i byen for at få arbejdsro - til at arbejde med det vildeste spændende projekt, som får sit foreløbige klimaks på verdensudstillingen i Spanien næste sommer. Gad vide, om ikke jeg burde gå til Spansk for Begyndere?? ;-)

Og iaften til møde i den lille nystartede partiforening, hvor jeg ad mærkværdige omveje og til stor overraskelse for især mig selv, formelt står som formand. Det skal vi vist liiiige have drøftet nærmere iaften, for det var IKKE meningen, da jeg tilbød at hjælpe til med mit organisationstalent i en etableringsfase. Men sådan går det, når magtmennesker møver sig frem, uden at tage hensyn til, om de nu også har formatet. Når virkeligheden så banker på og der skal leveres, tjaeh - så kan man jo altid løbe af pladsen og overlade "lorten" til nogle andre med større ansvarlighed. Og det gjorde han så - den første formand....!

Så idag får hospital være hospital - med mors velsignelse. Hun har det heldigvis fint, trods omstændighederne.

 

 

Tags

Arkiv

Relaterede