10 års jubilæum
21. mar 2005 16:35, Susses huleI disse uger er det 10 år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med cyberspace. Jeg havde i et stykke tid i Politikens computertillæg læst om både www og om Politikens eget univers, Politiken On Line. En dag så jeg i en kiosk et hæfte med tilhørende diskette, som kunne give adgang POL. Så manglede jeg bare et modem - det lånte jeg af kæresten, der galant hjalp mig med at få det installeret. Og vupti - jeg hørte for første gang den karakteristiske knitrende lyd, mens modemmet kaldte op og satte min computer i forbindelse med omverdenen.
POL var et FirstClass-baseret Online community man loggede sig direkte på. Jeg havde endnu ikke brug for - eller begreb om - det eksotiske www. Jeg kunne snildt nøjes med en gæste-adgang til POL. Her var oceaner af konferencer at læse i - alt fra nørdede og meget seriøse fagkonferencer til pjattede og hyggelige cafe-snakke-konferencer. Jeg tilbragte timer med at læse, grine, undres, forarges, fascineres. Jeg fandt også hurtigt ud af, at det nok ville være endnu sjovere at læse, hvis jeg også selv kunne deltage.Så jeg tegnede et abonnement - selvom jeg var bekymret for telefonregningen, tænkte jeg at det ikke kunne gå helt galt, der var nemlig begrænset adgang, 30 min. Pr. døgn. Hvis jeg bare holdt mig til at kalde op om aftenen, så kunne jeg nok styre det. Jeg blev klogere ;-).
Et par dage efter, at jeg havde fået mit eget log-in, i stedet for at hedde Gæst17 eller så, besluttede jeg selv at skrive et indlæg. Det blev i en af snakke-konferencerne, og handlede om min første store kærlighed, tilbage i 1. klasse. Jeg trykkede på send - og UPS - der stod mit navn på skærmen, så alle og enhver kunne læse mit indlæg. Jeg blev så befippet og nervøs, at jeg slukkede maskinen. Der gik et par timer og en opvask, før jeg turde logge på igen.Når der kom indlæg i en konference, kunne man læse historik på indlægget, og se hvor mange der havde læst det. Ikke nok med, at der var rigtig mange, der havde læst det, der var også flere, der havde svaret. Man fik også sin egen mail - grafisk illustreret ved en ikon som en rød postkasse. Når der var privat post, kom der et lille rødt flag ud for postkassen, og hvis man var online, kunne man høre et lille spædt "pling". Jeg kiggede måbende på MIN postkasse - der var rødt flag - og indenfor var der flere personlige mails med roser for min "debut" - det svarede vist lidt til de 25-ører man giver folketingsmedlemmerne for deres første tale på tinge - ingen sammenligning i øvrigt.
Det var som om en helt ny verden åbnede sig. Her kunne jeg sidde hjemme ved pcen og skrive med og til mennesker, jeg aldrig havde mødt. Det lyder nok ikke særlig banebrydende i dag - men for 10 år siden var det altså ikke helt så almindeligt blandt "almindelige" mennesker. Jeg kendte ingen, hverken i familien, omgangskredsen eller på jobbet, som var online - og jeg havde meget svært ved at få folk til at forstå det. Det vækkede megen undren, når jeg talte om, at jeg havde "snakket" med en veninde i den anden ende af landet - en veninde jeg aldrig havde mødt, endsige talt med - kun skrevet med, pr. mail eller via POL's interne chat-funktion.Vi lavede quizzer, tips-konkurrencer, vi diskuterede alt mellem himmel og jord, ja, vi holdt sågår en kæmpe online-fest, som jeg i al beskedenhed fik ideen til, og blev krediteret for i Politikens computertillæg en uges tid senere. Den vildeste fest jeg nogensinde har været til - uden at være til den ;-). I 4 timer en søndag aften, hvor alle legede med, og virtuelt drak sig småberusede, dansede, flirtede, snakkede på toiletterne, spiste, hørte musik og sladrede om hinanden ;-). Det var fuldstændig vildt!
Det var første sted, jeg offentliggjorde nogle af mine skriverier - også de ikke helt stuerene. Det var her jeg "opdagede" min satiriske åre. Det var også her, jeg kunne boltre mig som strid kælling med paraderne oppe - jeg har aldrig holdt mig tilbage for et lille rask slagsmål på ord ;-). Jeg har fået fjender på den konto - og venner.
Jeg har sågar været i TV på den konto - Suzanne Bjerrehuus var også medlem på POL, og havde samtidig et computer-program om formiddagen på TV3. Hun spurgte om jeg ville være med og fortælle, hvordan det var at have en cyber-veninde. Jeg skulle fortælle om mit forhold til en anden onliner, om vores mail/chat-forhold, og om vores første real life-møde. Det VAR altså ikke ret almindeligt den gang ;-) - i dag lyder det jo frygtelig banalt.
Men vi var - og følte os nok også som - en slags pionerer. Tænk at det ikke er mere end 10 år siden.
Politiken Online døde efter nogle år, efter at Politikens Hus besluttede at flytte ud på det store stygge Internet og lave et www-baseret debat-forum, åbent for hvem som helst, i stedet. Intimiteten, sammenholdet, følelsen af at være medlem af noget særligt, "eksklusivt" forsvandt, og det nye NetVærket som det vist hed, kom aldrig bare i nærheden af det gamle Online. Også fordi www i mellemtiden var blevet næsten hvermands eje, og den store, altoverskyggende fascination i stor stil var forsvundet.De sidste krampetrækninger lever faktisk endnu - nogle stædige Onlinere dannede en forening, lejede sig ind på et andet FirstClass-baseret system, og samlede en del af os gamle. Mange kom med - de fleste er forsvundet igen - i dag er der kun en hård kerne tilbage, suppleret med et par håndfulde nytilflyttere til vores lille elektroniske landsby. Men den gamle ånd lever stadig - på godt og ondt. Gamle ven- og fjendskaber plejes på kryds og tværs, ind imellem føles det kvælende, andre gange er det morsomt og nostalgisk - men på en eller anden måde er der alligevel noget, der holder mig fast. Det var der, jeg "mistede uskylden" - den første kærlighed, der aldrig helt dør. Mange af os har også mødt hinanden i virkeligheden - nogen meget, nogen bare en enkelt gang eller 2. Vi har oplevet fødsler, død, bryllupper, sygdom, skilsmisser sammen. Vi har fulgt hinanden og hinandens familier i større eller mindre grad. Det kan godt være, nogen siger det bare er 1-taller og nuller - ord på en skærm. Men det er også mennesker, der, når jeg ser tilbage på de 10 år, er en del af mit liv. Ikke så stort, som de har været - heldigvis, for så burde jeg nok få mig et RIGTIG liv ;-).
Jeg har siden mødt mennesker i andre net-sammenhænge - både virtuelt og RL - men det bliver aldrig helt det samme, som det var i de gode gamle POL-dage. Det gibber stadig i mig, når jeg støder på navne fra dengang - både på POL og i vores nuværende forening deltager man med sit eget, rigtige navn. En gang Onliner, altid Onliner - tror jeg ;-)
21. mar 2005 19:48
Susanne - hvis man var med til "Høstfesten" i 96 - og det var vi jo *G* Milde himmel, jeg glemmer det aldrig...
21. mar 2005 20:15
Hm... Blev da helt nostalgisk. For udover, at POL, som Susanne skriver, var skidesjovt, var det også alvor. Det var "nettet", inden det bare blev hverdag på samme måde som støvsugeren..
Og ja, vi er en lille hård kerne - eller hvad vi nu er - der stædigt holder liv i en lille forening. Så længe det varer. Efterhånden har jeg masser af mailkonti. Men det fylder mig altid med en særlig (forventningens) glæde, at åbne FC - hej- der er søreme rødt flag ved min lille, røde postkasse.
Sommetider sker der tilmed lidt i "konferencerne". Men selvom det er seks år siden, de lukkede og slukkede for FC-serveren, savner jeg stadig PolitikenOnLine... Hm, måske jeg burde får mig et liv *G* Næh, det har jeg sgu - ind imellem næsten mere, end jeg magter.
Men POL kunne noget, nettet i dag slet ikke formår.
22. mar 2005 00:01
god historie !
jeg var nok ca. et års tid senere ude end dig ... og jeg nåede aldrig rigtigt at blive fanget i PolOnline ... jeg havnede ude på det store WWW i stedet ...
22. mar 2005 03:52
Fr. Møller: ja man skal nok ha været der dengang, for helt at forstå, hvor fantastisk det var. Idag er netadgang jo lige så almindeligt som hvad som helst andet ;-).
morits: der var også sket MEGET på det års tid - bl.a. var www blevet mere - omend ikke ligefrem alment - almindeligt, det var vel nærmere Opasia der fik såkaldt almindelige mennesker online, end det var specielle opkaldsprogrammer og lukkede fora.
Det mest bemærkelsesværdige er, synes jeg - hvor hurtigt det er gået. Det ER vitterlig ikke mere end 10 år siden. Det samme med mobiltelefoni - jeg arbejdede i Mobil dengang, da det for alvor brød løs og alle skulle have mobiltelefoner. Der var 2 operatører på markedet, en sms kostede 4.25 (eller var det 4.50?) at sende, og det var langt fra alle telefoner, der havde den facilitet. Også der var jeg med blandt de første - til stor undrer hos familien. Idag er jeg sgu faldet bag om dansen for længst, det fascinerer mig ikke det fjerneste mere - nu, hvor et hvilket som helst barn på 6 er mere dreven end mig ;-). Men det var sjovt at være blandt "pionererne" i mine egne små cirkler....
22. mar 2005 04:11
Akja, disse minder *G* Jeg er sikker på, at kæresten overvejede at ringe efter den blå vogn, den søndag aften, jeg i fire stive klokketimer sad og nærmest græd af grin foran min computer. Mand, der var gang i den *G*
Da jeg fik min første mobiltelefon i 1996, vidste vi slet ikke, at tekstbeskederne hed SMSer - de kostede 4,50 pr. styk. Minutprisen for talefonen husker jeg ikke, men den har sikkert også været hamper.
Det er vel en del af at være i fyrrerne: Vi er unge nok til at have fået rigtig meget af det sjove ved den rivende teknologiske udvikling med. Og samtidig gamle nok til ikke bare at tage alting for givet.