Smartlog v3 » Susanne » Selvmord og "gidseltagning"
Opret egen blog | Næste blog »

Susanne

-seduce my brain, and get the rest for free!

Selvmord og "gidseltagning"

16. Oct 2006 16:56, Susses hule

Jeg var på kursus i weekenden - selvmordskursus.....! Nej, nej, ikke på den måde... det handlede om hvordan man forholder sig til mennesker, der tænker på at begå selvmord - og hvordan forholder man sig til sig selv imens, og evt. bagefter.

Forudsætningen for at kunne være i den situation, er at gøre op med sig selv, hvad ens egen holdning til selvmord er. For mig er det dilemmafyldt. På den ene side er min holdning, at enhver selv har ret til at bestemme over sit eget liv, og som i alle andre forhold i livet - det er kun den, der har skoen på, der kan mærke hvordan den klemmer! Omvendt, den selvmords"truede" må også forholde sig til, og være klar over sit ansvar i forhold til de, der lades tilbage - eller involveres på den ene eller den anden måde.

Jeg taler med mennesker ind imellem, som vitterlig ikke kan holde den smerte ud, de lever med. Det kan være fysisk såvel som psykisk - eller begge dele. De fortæller, at de overvejer at begå selvmord. Jeg ser det ikke som min opgave at tale dem FRA det - jeg ser det som min opgave at tale med dem OM det. Det gør jeg naturligvis ikke uberørt. Hverken i forhold til disse mennesker, eller i forhold til mit eget liv og de mennesker, der er en del af det.

Men en ting er at forholde sig intellektuelt til det, noget helt andet er det følelsesmæssige. Selvom det i princippet er anonyme og for mig ukendte mennesker, så er det samtidig mennesker, der viser mig tillid, fortæller mig om det mest smertefulde i deres liv, og ofte afslører, at de hager sig fast til små bitte lys i mørket. De små bitte lys, der heldigvis trods alt er der. Nogle er jeg overbevist om, at jeg en dag pludselig ikke hører fra igen.

Jeg er følelsesmæssig stærk - for det meste. Jeg har en sund psyke - for det meste. Jeg kan godt tackle disse situationer - hidtil. Og jeg fik rigtig meget ud af kurset, fik bekræftet mange af de tanker jeg har gjort mig, og føler mig en lille smule bedre rustet i dag end i sidste uge. Det er godt.

Men når det er sagt - så rippede det også op i noget af det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg har rendt rundt imellem mørke træer en kold vinteraften og ledt efter en person, jeg var overbevist om havde hængt sig. Det havde personen truet med ofte, og nu kunne jeg ikke komme i kontakt. Det var så forfærdeligt at løbe rundt derude - og næsten endnu mere forfærdeligt, da jeg siden fandt personen, gemt, udmattet, sovende, men uskadt og i live. I flere år efter så jeg jævnligt i drømme billedet af denne person hængende fra en gren - det billede jeg havde på nethinden fra den aften mellem træerne.

Siden blev "truslerne" gentaget - nu ikke om at hænge sig i et træ, men om at køre i havnen. Den magtesløshed og rædsel, det gjorde ved mig - den psykiske vold jeg idag kan se, at de trusler var, tog det mig mange år at komme over. Den gav sig ind imellem udslag i totalt hysteriske reaktioner, hvis en telefon eller en sms ikke blev besvaret. Med min hjerne vidste jeg godt, at der var tale om en psykisk sygdom hos en person, der bare ikke orkede mere, og et sted i mig forstod jeg det godt. Men følelsesmæssigt var det voldtægt af mig - en voldtægt, jeg stadigvæk nu her mange år senere ind imellem "lider" under.

Min uddannelse det sidste år har lært mig meget om at håndtere psykiske sygdomme, og den giver mig stille og roligt også mere indsigt i mit eget liv, og det "psykisk voldelige forhold" jeg på et tidspunkt af mit liv har befundet mig i. Mine selvbebrejdelser letter lidt efter lidt - jeg kunne ikke ha' gjort andet end jeg gjorde, jeg kunne ikke være en anden end jeg er. Det kan godt være, jeg var katalysator for en del af problemet, men jeg er ikke hverken ansvarlig eller skyldig. Og ingen mennesker har ret til at tage andre som gidsler i deres selvmordstanker!

Kommentarer

  1. Hunløven
    16. Oct 2006 18:14
    1

    Jeg synes det er flot, at du er villig til at hjælpe andre. Men synes især at din holdning er flot, for det sidste man har brug for er at blive talt fra et selvmord.
    Det er ikke derfor man rækker hånden ud, men for at få kontakt at "mærke" et andet menneske.
    Jeg har selv været så træt, at selvmord virkede som den bedste / eneste løsning.
    Jeg var heldig at have en veninde, som kunne se hvor jeg var på vej hen og ærligt sagde at hun ikke kunne hjælpe mig mere. Men at hun ville hjælpe mig med at få hjælp.
    Det er hendes skyld jeg er i live i dag, og på vej videre frem i lyset og frem i livet.
    Synes det er utrolig flot hvad du gør.
    Ville bare lige sige det.

  2. Irene
    16. Oct 2006 18:24
    2

    Hunløven, du er heldig. Jeg havde en veninde jeg forsøgte at hjælpe til at få hjælp, hun er ikke mere ... Den selvmordstruede skal også ville, men nogle gange er hullet bare for sort og vi pårørende må i sidste ende lade livet gå sin gang. Desværre!

    Og tillykke med livet Hunløven!

  3. Susanne
    16. Oct 2006 21:23
    3

    Hunløven, tak for ordene. Jeg har overskuddet og muligheden, det gør mig glad at kunne bruge det. Jeg kan ikke redde verden, men jeg har fået en mulighed for at tænde nogle få lys. Og til gengæld får jeg det mangefold igen i form af den tillid og fortrolighed jeg bliver mødt med. For mig er det et regnskab med plus-side, der har beriget mit liv på en måde, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, da jeg startede. Og kan jeg med min forholdsvis lille indsats lindre et andet menneskes smerte bare i en times tid, så gør jeg det med glæde....

  4. Henriette
    19. Oct 2006 14:45
    4

    Jeg tror ofte, at et menneske som "truer" med selvmord har så ondt i livet, at hun ikke kan se, hvilken smerte truslerne forvolder andre mennesker. Og jeg tror ofte der er tale om et meget destruktivt mønster mellem de implicerede.

    Desværre er det sådan, at hvis man har selvmordstanker så lades man meget alene. Og at tale om dem bliver af ens nærmeste opfattet som trusler, snarere end et ønske om at dele en smerte som er så stor, at man ikke kan bære den alene længere. Ofte er det jo netop sådan, at det at få lov at tale om selvmordstankerne, at sætte ord på dem faktisk lindrer og får dem til at forsvinde.

    Jeg har selv haft selvmordstanker og har også et ret seriøst forsøg bag mig, så jeg kender dynamikken ret godt.

    For lidt over 3 år siden sad jeg i en længere periode fast vagt ved en ung kvindes sygeleje. Hun var psykiatrisk patient og havde forsøgt at tage livet af sig ved at kaste sig ud fra 7. sal. Det var ganske enkelt mirakuløst, at hun havde overlevet og hun fik en del fysiske handicap efter sit selvmordsforsøg. Jeg møder hende såmænd stadig nu og da, når hun er indlagt for at blive lappet sammen af ortopædkirurgerne.

    Sidst vi talte sammen, fortalte hun, at hun møder megen bebrejdelse og ofte får at vide, at det jo er hendes egen skyld, at hun nu er fysisk handicappet.

    Og det skærer mig i hjertet, når hun med tårer i øjene ser på mig og siger: Jeg ville ønske, at folk forstod, at jeg rent faktisk var SYG, da jeg sprang...

  5. Fr. Møller
    20. Oct 2006 10:23
    5

    Der er stor forskel på at "true" med selvmord - og rent faktisk være derude, hvor man ikke magter livet længere. Så sker der ofte det, at "behandlere" - professionelle som frivillige - opfatter åbenheden omkring det som - en trussel...

    Det er det ikke (nødvendigis)! Fra den selvmordstruedes side kan det faktisk bare være en - konstatering - at man ikke kan mere. Det sidste, man i den situation har brug for, er nok, at "behandleren" - eller for den sags skyld bare ens fortrolige - flejner ud, så man oven i sin egen ufattelige smerte skal tage ansvaret for en den automatreaktion, der er såvel forvente- som forståelig fra en, der aldrig selv har været der: Livet er altid være at leve!!! Gu' er det ej!

    Jeg er sikker på, der er selvmord, der begås i affekt. Selvmorderen har en idé om at kunne straffe nogen - se reaktionen...

    Men jeg tror, langt de fleste selvmord begås efter moden overvejelse. (Her taler jeg ikke om at tage tyve paracetamol-tabletter for at gøre opmærksom på, at noget er helt galt).

    Det er OK ikke at kunne rumme andres manglende lyst til det liv, de fleste af os finder så dyrebart. Men man kan blive nødt til at acceptere den - så man kan tage en snak om selvmord uden automatisk at opfatte det som en trussel.

  6. Irene
    21. Oct 2006 02:16
    6

    Henriette, i min oplevelse er den selvmordstruede ikke i stand til at se en årsag til at leve videre, min veninde så ikke sig selv som "værdig til livet", det havde ikke noget med mig at gøre, men hende. Hun var absorberet i sin egen negative spiral af depression og selvvhad. Hun havde sat ord på, men ordene hjalp ikke.

    Hun havde lavet en hel kalkuleret plan, der gjorde at hun kunne få fred til sit forehavende. Hun var simpelthen faldet så meget fra hinanden og med elektrochock og kom ikke her ... Nej, det var grimt, og hun tog den yderste konsekvens.

    Jeg hjalp hende til at få hjælp, det var det eneste jeg kunne og det bedste jeg kunne gøre. Hendes depression var slem og dyb og "gammel". Hun var meget syg, og da hun begyndte at få det lidt bedre, da var det at det til slut lykkedes hende at hænge sig.

    Selvopfattelsen var røget helt ud af alle proportioner med virkeligheden, hun var syg, som også din klient var det.

    Man taler om skyld, jeg har ingen, jeg ved i mit hjerte jeg gjorde hvad jeg kunne for at hjælpe min veninde og i dag, snart 15 år efter kan jeg se at hendes tilstand ville have resulteret i et liv mere på den lukkede end ude af den lukkede og det var hun alt for intelligent, smuk og dyrebar til. Hun valgte, det gjorde forfærdelig ondt.

    Jeg lærte at jeg vil livet, altid og lige meget hvad!

  7. Henriette
    21. Oct 2006 12:15
    7

    Irene:

    Det er vel netop det, som er så sørgeligt ved depression. At den sygdom, som en cancer i sindet, æder alt selvværd, lyssyn og handlekraft og er så smertefuld, at den syge til sidst kun kan se en udvej til at få lindring: At dø.

    Der tales meget om skyld, ja. Både blandt de efterladte og også hos den syge.

    Men hvem har skyld i sygdom? Det er vel ikke din venindes skyld at hun blev syg - og det lader til at alle omkring hende har gjort hvad de kunne for at hjælpe. Det er vel heller ikke deres skyld.

    Nogle gange vinder sygdommen. Uanset om den er fysisk eller psykisk.

    Og det er forfærdeligt sørgeligt.

  8. Irene
    21. Oct 2006 16:27
    8

    Mht. skylden har jeg som "aktiv" pårørende observeret at det er de "inaktive" pårørende der føler skylden, dem der ikke så situationen blive værre og værre, eller ikke formåede at "gøre noget" ... Det er en forbandet ond cirkel og alle bliver påvirkede og de fleste glemmer netop at det er sygdommen der har "talt" og ikke mennesket.

    Mit kendskab til den selvmordstruedes skyld kender jeg kun fra min veninde, og den var bundløs og den eneste vej ud var at fjerne sig selv fra ligningen, at dø.

    Det er forfærdelig sørgeligt! Og uundgåeligt, når den negative spiral bliver så sort, så sort!

Links til dette indlæg

  1. http://www.google.dk/search?hl=da&q=psykisk+syg+truer+sel... ( 7. May 2007)

Tags

Arkiv

Relaterede